Ny bestyrelsesformand
Gormshallens formand Bjarne Siersbæk har besluttet sig for at stoppe. Ny formand bliver Cathrin Tromborg Bræstrup.
Gormshallens hidtidige formand Bjarne Siersbæk har efter 4 1/2 år på posten besluttet sig for at stoppe i hallens bestyrelse og dermed også som formand. Beslutningen er blandt andet truffet for at få mere tid til familien.
– Efter corona-nedlukningen har jeg fået ekstra travlt på arbejde, og samtidig vil jeg også gerne have mere tid til familien og nogle af de fritidsaktiviteter, som jeg dyrker. Derfor jeg har brugt sommerferien på at overveje, om jeg kunne få det hele til at hænge sammen med også at være formand for hallen. Min konklusion er, at det kan jeg ikke. Derfor har jeg besluttet mig for at stoppe i bestyrelsen, siger Bjarne Siersbæk.
– Det har været 4 1/2 gode og spændende år med masser af udvikling og nye spændende projekter som for eksempel padelbane og springcenter, og jeg er helt tryg ved, at de øvrige bestyrelsesmedlemmer på bedste vis fortsætter det arbejde, vi har sat i gang, siger han.
De øvrige medlemmer af Gormshallens bestyrelse fik besked om beslutningen for nylig og holdt møde i går, hvor Cathrin Tromborg Bræstrup blev valgt som ny formand. 1. suppleant Peter Caspersen overtager den ledige plads i bestyrelsen.
Den nye formand takker Bjarne Siersbæk for den store indsats.
– Bjarne har leveret en kæmpe indsats. Han har været engageret og synlig og stået i spidsen for hallen i en periode, hvor der er sket rigtig meget. Det har været en stor opgave, og man skal huske på, at det er frivilligt arbejde, så selv om det er ærgerligt, at han stopper nu, har vi selvfølgelig respekt for hans beslutning om at prioritere sin tid på en anden måde, siger Cathrin Tromborg.
Bjarne Siersbæk fortsætter dog i den arbejdsgruppe, der står for projektet med de to nye padelbaner, som er lige på trapperne.
– Bjarne har sagt ja til at følge padel-projektet til dørs, og det er vi glade for. Det varer ikke længe, før vi kan tage det første spadestik. Det har taget lidt længere tid end forventet, at få de nødvendige tilladelser og formalia på plads, men vi skulle gerne kunne gå i jorden 1. september, og så tager det derfra nogle uger at bygge banerne, fortæller Cathrin Tromborg.
Udover padelbane-projektet vil den nye formand og halbestyrelsen arbejde videre med det kommende springcenter, som er på tegnebrættet og allerede har fået flotte bevillinger fra blandt andet sparekasse-fonden til at realisere projektet. Og så skal arbejdet med at få lavet en mere langsigtet strategi for hallen også følges til dørs.
– Jeg glæder mig til samarbejdet med JFS Fælles og alle afdelingerne, medarbejderne i hallen og ikke mindst brugerne selvfølgelig. Det er jo dem, vi er her for. Mit og bestyrelsens ønske er, at hallen skal være det naturlige samlingssted for bevægelse, fællesskab og sociale aktiviteter. Især det med at være fællesskabende og tage udgangspunkt i brugernes behov og tilfredshed er det, jeg kommer til at arbejde for, siger hun.
Om den nye formand:
Cathrin Tromborg er 47 år, født og opvokset i Jelling og har haft sin gang i hallen, siden hun var barn. Hun er selv flittig bruger af hallen, både når hun spiller håndbold, fodbold og tennis eller træner i fitnesscenteret.
Cathrin er til daglig kommunikationschef på Sygehus Lillebælt, og hun har været medlem af hallens bestyrelse siden februar 2020.