Holdbeskrivelser

Generelt for alle hold
Ingen træning i skolernes ferier. Enkelte aflysninger kan forekomme i forbindelse med valg, skolearrangementer m.m.
Holdene gennemføres ved minimum 8 tilmeldte inden uge 42.

Alle

Fredagsbadminton

Tag familien under armen og kom til Fredagsbadminton. Konceptet går ud på at hele familien og venner, møder op i hallen på Bredagerskolen fra klokken 16.00-18.00 og spiller badminton.

Det er muligt at låne ketcher og bolde, så alle kan prøve kræfter med sporten. Vi forvandler en af banerne til legerum for de mindste. Husk nogle indendørssko. Prisen er 20 pr. person over 6 år. Det er hver fredag og alle er velkommen.

Børne- og Ungdomshold

Badminton, leg og spil – 0.–4. klasse

Mandag kl. 17.30–18.30 i hallen på Bredagerskolen.

Vi leger, spiller og lærer badminton helt fra bunden i trygge rammer med masser af gode oplevelser.
Vi kombinerer bevægelse, leg og boldøvelser med begyndende badmintontræning – og vigtigst af alt: Vi har det sjovt sammen!

Hvad kan du forvente?

  • Vi spiller badminton og leger med og uden ketsjer
  • Fokus på bevægelse, motorik og samarbejde
  • Alle kan være med – intet krav om niveau
  • Masser af sjov, grin og god stemning
  • Vi hjælper og hepper på hinanden
  • Det er muligt at låne ketsjer
  • Vi hjælper hinanden med at sætte net op og tage det ned

Badminton 5. – 9. klasse

Tirsdag kl. 15.45–17.00 i hallen på Bredagerskolen.

For dig der gerne vil udvikle dine badmintonfærdigheder, spille sjove kampe og samtidig have det hyggeligt sammen med andre.
Vi fokuserer på at forbedre teknikken, arbejde med taktik og spille en masse kampe.

Hvad kan du forvente?

  • Fokus på slag, bevægelse og taktiske øvelser
  • Sjove træningsøvelser og kampe med fair play
  • God træning med sved på panden
  • Et hyggeligt fællesskab med plads til alle niveauer
  • Vi hjælper hinanden med at sætte net op og tage det ned

Hold for 18+

Bobleton – Mandag – Badminton for kvinder 18+

Mandag kl. 18.30–20:00 i hallen på Bredagerskolen.

Bobleton om mandag er holdet for dig, der synes det er sjovt at spille badminton, få pulsen op og grine sammen med andre.

Her handler det ikke om at være den bedste – men om at gøre sit bedste og have det rigtig sjovt imens. Vi starter med 15 minutters fælles opvarmning, og så går vi på banen med både seriøsitet og vindergejst. Der bliver svedt, grinet og spillet med hjertet – og konkurrencemennesket i os alle får helt sikkert lov at skinne igennem.

Hvad kan du forvente?

  • Alle niveauer er velkomne
  • 15 minutters fælles opvarmning
  • Socialt og inkluderende
  • Kun for kvinder – mænd ingen adgang
  • Vi kæmper på vores eget niveau – og nyder det!
  • Kom gerne lidt før og hjælp med at sætte net op, så vi er klar til opvarmning fra start.
  • Vi skiftes til at medbringe drikkevarer, så vi lige får skålet og sagt tak for kampen.

Pickleball – Seniormix 18+

Mandag kl. 20:00–22:00 i hallen på Bredagerskolen.

OBS: Pickleball starter allerede d. 24-08-26

Har du lyst til at prøve en ny og sjov ketchersport? Så er pickleball måske noget for dig.

Pickleball er en af verdens hurtigst voksende sportsgrene og kombinerer elementer fra badminton, tennis, bordtennis og padel. Spillet foregår på en bane på størrelse med en badmintonbane med et lavt net, faste bat og en let plastbold med huller. Det er let at lære, men samtidig udfordrende nok til, at både nye og erfarne spillere kan udvikle sig og have det sjovt.

Spillet kan spilles af alle aldre og niveauer og er særligt kendt for at være socialt, inkluderende og fyldt med gode dueller. Mange oplever, at pickleball giver masser af motion, grin og fællesskab – uden at det kræver mange års erfaring at være med.

Har du erfaring med badminton, padel, bordtennis eller tennis, vil du hurtigt føle dig hjemme på banen. Har du aldrig prøvet pickleball før, hjælper vi dig godt i gang.

Klubben stiller alt nødvendigt udstyr til rådighed, så det eneste, du skal gøre, er at møde op og spille sammen med andre glade batspillere.

Hvad kan du forvente?

  • Alle niveauer er velkomne
  • Fælles opvarmning
  • Introduktion til regler og spil for nye spillere
  • Mulighed for at udvikle teknik, taktik og spilforståelse
  • Masser af spil og gode dueller
  • Socialt og inkluderende fællesskab
  • Alt nødvendigt udstyr stilles til rådighed af klubben
  • God motion og højt humør

Bobleton med fokus på teknik og udvikling

Torsdag kl. 18:30–20:00 i hallen på Bredagerskolen.

Bobleton om torsdagen er holdet for dig, der synes det er sjovt at spille badminton, få pulsen op og grine sammen med andre, samtidig med at du vægter udvikling højt.

Her handler det ikke om at være den bedste – men om at gøre sit bedste og have det sjovt imens.

Vi starter med 15 minutters fælles opvarmning, efterfulgt af tekniktræning med fokus på udvikling af de grundlæggende badmintonfærdigheder. Niveauinddeling kan forekomme for at sikre, at alle spillere udfordres og udvikler sig på deres eget niveau.

Der bliver svedt, grinet og spillet med hjertet – og konkurrencemennesket i os alle får helt sikkert lov at skinne igennem.

Hvad kan du forvente?

  • Alle niveauer er velkomne
  • 15 minutters fælles opvarmning
  • Tekniktræning med fokus på udvikling af dine badmintonfærdigheder
  • Niveauinddeling kan forekomme, så alle får passende udfordringer og mulighed for at udvikle sig
  • Socialt og inkluderende fællesskab
  • Kun for kvinder – mænd ingen adgang
  • Vi kæmper på vores eget niveau – og nyder det!
  • Kom gerne lidt før og hjælp med at sætte net op, så vi er klar til opvarmning fra start
  • Vi skiftes til at medbringe drikkevarer, så vi lige får skålet og sagt tak for kampen

Seniormix – Badminton 18+

Torsdag kl. 20.00–22.00 i hallen på Bredagerskolen.

Seniormix er fleksibel badmintontræning, hvor fællesskabet og glæden ved badminton som motionsform er i højsædet – uden nogen forpligtelser. Du dukker bare op i hallen og spiller kampe med og mod de andre, der er kommet til træning.

Holdet er for dig, der har spillet badminton før og kender de grundlæggende regler. Du behøver ikke være elitespiller – vi har både let øvede, øvede og rutinerede spillere.

Vi starter hver træning med en let opvarmning. Herefter bestræber vi os på at dele spillerne op efter niveau den første time, så alle får mulighed for at spille med og mod andre på et passende niveau. Det giver de bedste muligheder for at udvikle sig og få nogle gode, jævnbyrdige kampe. Afhængigt af fremmødet kan det dog variere fra gang til gang, om det er muligt.

Den sidste time blander vi holdene, så der bliver mulighed for at spille med forskellige makkere, møde nye modstandere og nyde det sociale fællesskab, som er en vigtig del af Seniormix. Det vigtigste er masser af kampe, fællesskab og grin.

Hvad kan du forvente?

  • Badminton med god energi og højt humør.
  • Vi bestræber os på niveaudelte kampe den første time.
  • Mixede hold og forskellige makkere den sidste time.
  • Kort opvarmning inden spillet.
  • Et socialt fællesskab med plads til både grin og god motion.
  • Prisen inkluderer bolde.
  • Vi hjælper hinanden med at sætte net op og tage dem ned.

Baneleje for sæsonen 26/27

Tirsdag 18.30-22.00

For jer der ønsker at leje en bane og spille badminton på egen hånd i faste rammer.

  • Banen opstilles og nedtages af lejerne
  • Bane 1 er tættest på kantinen
  • Husk at tage nettet ned efter brug, medmindre nogen overtager banen umiddelbart efter jer
  • Der vises hensyn og respekt for øvrige banelejere i hallen
  • Husk selv at medbringe ketsjer og fjerbolde